Løgumkloster, den 18.
august 2019
Fin
bustur til Ladelund, Rens, Burkal og Bylderup
Søndag
eftermiddag havde Historisk Forening for Løgumkloster en fin bustur
til forskellige interessante steder i grænseegnen. Vi var i alt 38
deltagere.
Fra Løgumkloster kørtes via Emmerske
og Sæd til Ladelund. Undervejs fortalte Frede Gotthardsen – med
udgangspunkt i Bedehuset i Emmerske - om Brorsons virke og om
befæstningsanlægget fra 1945 i og omkring Sæd. Dette
befæstningsanlæg er nok ukendt for de fleste, og der er da heller
ingen spor af det i dag. Det bestod af flere løbegrave og
maskingeværstillinger rettet mod både nord og syd.
I Sæd passeredes også skamstøtten,
der er rejst til minde om den unge kone, der i 1700-tallet forgiftede
sig selv og sine 4 børn.
I Ladelund kørtes først til pladsen,
hvor KZ-fangernes tvangsarbejde foregik, og hvor der nu er rejst en
mindesøjle. Derefter besøgtes gravene på kirkegården og museet.
På grund af en misforståelse var museet ikke åbnet, men den lokale
præst pastor Hans-Joachim Stuck sprang hurtig til og gav os en fin
introduktion til museet. Det gør indtryk, at der i løbet af de 6
uger, lejren bestod, døde 300 KZ-fanger.
Derefter til Rens; efter et kort ophold
på en rasteplads, hvor der var toldkontrol - vi fik lov til at
passere. På Rens Museum er der mange interessante udstillinger, om
Sønderjyllands historie, om kolonisterne og om grænsekontrollen;
alt ordnet og stillet op på en overskuelig måde. Vi kunne sagtens
have brugt mere tid der. På museet fik vi kaffe, og derefter gik det
til Rens Vandmølle, hvor Adolf Muus startede møllehjulet og
fortalte om møllens historie.
Herefter gik det videre til Burkal
kirke, hvor Frede Gotthardsen fortalte om kirkens bygningshistorie og
udsmykning og hvor man kunne se det flotte resultat af forårets
restaureringsprojekt; specielt det flotte bjælkeloft blev beundret.
Undervejs til Bylderup fortalte Frede
om herredsfoged Nis Henriksen og hans slægt, og vi kom forbi hans
gård, Hajstrupgaard. I Bylderup kirke kunne epitafierne for
Henriksen slægten og andre vidnesbyrd om slægtens virke beses.
Undervejs hjem passeredes retterstedet
for Slogs Herred og mindelunden i Bredevad.
Selskabet var tilbage i Løgumkloster
ca. kvart over fem efter fem timer med mange indtryk i rimeligt godt
dansk sommervejr.